
Om mig
Jeg er født og opvokset lidt uden for Aarhus og har siden hen boet i både Aalborg og København. Nu nyder jeg livet tilbage i Aarhus sammen med min mand og tæt på venner og familie. Jeg er passioneret omkring lange gåture og godt bagværk – gerne i kombination.
Jeg er uddannet psykolog (cand.psych.) fra Aalborg Universitet i 2022. Jeg er i gang med at blive autoriseret gennem Psykolognævnet, hvor min autorisationsansøgning i øjeblikket er i behandling.
De seneste år af mit arbejdsliv har jeg dygtiggjort mig inden for terapi med børn, unge og voksne. Jeg har erfaring med terapi med fokus på en bred række udfordringer og temaer såsom angst, depression, stress, lavt selvværd og mange flere.
Jeg valgte at studere psykologi, fordi jeg altid har interesseret mig for, hvad der får os mennesker til at føle og handle, som vi gør. Vi er alle formet af vores individuelle historie og de oplevelser, vi har med os i bagagen. I det terapeutiske rum er der mulighed for at udfolde disse oplevelser og skabe nye indsigter.
For mig er det enormt meningsfuldt at tilbyde et fortroligt og trygt rum, hvor der er plads til alle følelser, og hvor der kan tales om hvad som helst. Jeg sætter en stor ære i at støtte mine klienter i det, der er sårbart for dem, og hjælpe dem til bedre trivsel og øget livskvalitet.
Kurser og efteruddannelse
Unge og selvskade v. socialrådgiver og psykoterapeut (MPF) Heidi Boserup Jønsson (2025)
Kursus i selvskade i en samfundsmæssig kontekst med fokus på de underliggende mekanismer bag selvskade samt terapeutisk behandling heraf.
Ny ensomhed v. cand.psych.aut. Ditte Charles (2025)
Kursus i forståelsen af den stigende ensomhed blandt unge, og hvordan man kan tilgå arbejdet med ensomhed og skam i samtalerne med de unge.
Unge, ungdomskultur og selvmordsforebyggelse v. cand.psych.aut. Kim Juul Larsen og cand.psych.aut. Jan-Henrik Winsløv (2024)
Kursus i selvmordsadfærd og håndtering af selvmordstruede unge med henblik på at forebygge selvmord og selvmordsforsøg.
Ung i præstationskultur v. cand.psych.aut. Maja Vain Gilbert (2024)
Kursus i forskningen bag præstationskulturen, dets påvirkning af ungdomslivet samt arbejdet med dette tema i samtalen med unge.
Unges digitale liv v. cand.psych. Mathias Nimgaard (2024)
Kursus i børn og unges digitale fællesskaber med fokus på gamerkultur, tidsforbrug, identitetsdannelse og delingskultur.
Unge og krop v. cand.psych.aut., ph.d. Lene Meyer (2024)
Kursus i arbejdet med børn og unge med kropsutilfredshed.
Den Nationale Selvskadekonference (2024)
Introduktion til den nyeste forskning på selvskade-området.
Selvskade hos børn og unge v. cand.psych.aut. Lotte Rubæk (2023)
Kursus i forståelse og behandling af selvskade hos børn og unge.
Interventionsmetode v. cand.psych.aut. Jon Glud (2022)
Introduktion til ISTDP (Intensiv dynamisk korttidsterapi), dynamisk terapi og narrativ terapi.